lørdag den 26. januar 2008

Manuel Antonio


Efter nogle overnatninger i San Jose er vi nu taget ud til Stillehavs kysten, hvor vi bor i en lille turist-by. Her er helt fantastisk. Skønne strande, masser af dyr og vejret kan vi vist heller ikke klage over.
Efter en masse oplevelser og megen transport-tid, vil vi nu være her i området i en lidt længere periode. Men da det jo er højsæson herovre, kunne vi ikke finde et hotel som vi kunne blive på i hele perioden her i Manuel Antonio, så vi har booket os ind på to forskellige.
De første tre dage boede vi på et lille hotel helt ned til stranden. Den canadiske ejer, (en meget snaksalig, og lettere irriterende kvinde) havde lavet lidt kludder i bookningen, så hun blev nødt til at give os sin penthouse-lejlighed til en rimelig pris.
Det betød, at vi havde en stor lejlighed med en kæmpe altan med udsigt lige ud over vandet. Der var hængekøjer og gyngestole, så vi rigtig kunne nyde den fantastiske udsigt. Tænk sig at vågne op og falde i søvn hver dag til Stillehavets brusen og en masse dyr, der hopper rundt i træer og på taget og gør rigtig opmærksom på sig selv... Det var simpelthen helt fantastisk.
Da vi sad på altanen den første morgen og spiste vores morgenmad, kom der en kæmpeleguan vandrende oven på taget, og lidt efter hoppede den ned i et træ lige ved siden af os. Lidt senere ville Karoline lige ligge lidt og slappe af i hængekøjen, og pludselig sad der en hel flok hvidhovede aber og kiggede på hende. De ville rigtig gerne over i hængekøjen til hende, og så snart hun havde rejst sig, hoppede en af aberne over og overtog Karolines plads.
Mens vi boede der fik vi badet en masse i de sjove bølger og set de flotteste solnedgange. Vi stresser ikke rundt og når ikke så meget hver dag, men vi hygger os og får spillet en masse spil sammen.
Nu er vi så flyttet til et lidt større hotel få hundrede meter væk, og stadig næsten lige på stranden. Udsigten er ikke helt så god, men tilgengæld er der en lille swimmingpool, hvilket især børnene sætter stor pris på
Her har vi også været så heldige at se en masse aber. Det er små egernaber - de er ikke så udbredte her, men de hopper altså nogle gange rundt lige uden for vores dør.
I dag har vi været på tur med en guide i Nationalparken, som ligger lige ned til tre hvide sandstrande... Guiden var opvokset i parken før det blev til en Nationalpark, og han var godt nok god til at spotte dyrene derude. Vi var så heldige, at han kun havde os fire at vise rundt, så der var god tid til at se dyrene i hans teleskop-kiggert (eller hvad det nu hedder).
Vi så masser af leguaner, Jesus Krist firben (som kan løbe på vandet), krebs, krabber, fugle, aber, edderkopper og en enkelt hjort, som kom så tæt på, at den trådte Markus over tærene og slikkede Karoline på kinden da de ville fodre den.
Guiden fortalte en masse om området og selvfølgelig om dyerene, og begge børnene var meget rystede over at høre, at det blandt flere af arterne her, er almindeligt at hunnen æder hannen og derefter, når hunnen har født nogle unger, så æder ungerne hunnen! Det er en barsk verden.
Vi så også en kæmpe edderkop, hvis spind er så stærkt, at kolibrierne sidder fast i spindet... Hannen i denne art er også ret undertrykt. For det første er den under en 1/20 af hunnens størrelse, og hvis den kommer om på den forkerte side af spindet, dræber hunnen den.
Det var vist nok herfra i denne omgang. Jeg vil bare slutte med at skrive, at vi stadig alle har det godt og nyder livet - her kalder de det vist noget med Pura Vida.

lørdag den 19. januar 2008

Tortuguero




Vi kan lige så godt begynde med den rigtig trælse nyhed; vores computer er blevet stjålet. Den lå i en taske sammen med lidt andre småting (ikke pas, rejsepapirer, penge eller kreditkort) i en overfyldt bus på vej tilbage fra vulkanen mod San Jose. Det er rigtig, rigtig surt, men vi klarer os alligevel, og humøret er også vendt tilbage, selvom man føler sig så torskedum og rigtig ydmyget på en eller anden måde!! Erik har været på politistationen og anmelde det - ikke fordi vi regner med at få noget af det, der var i tasken tilbage, men fordi det skal man vist gøre, af forsikringsmæssige årsager! Da vores spansk jo ikke lige er helt flydende, fik vi en hollænder, som vi har mødt til at hjælpe Erik med anmeldelsen. (Han bor i San Jose og har selv for en måned siden været udsat for tyveri - også i en bus.) Nok om det - fremover vil vi prøve at komme på internet cafeer indimellem, og hvor det er muligt, vil vi stadig prøve at lægge lidt billeder ind - det er det vist ikke lige her.
Nå, efter dagene ved vulkanen tog vi op til den caribiske kyst i det nordlige Costa Rica. Det var egentlig ikke så meget kysten vi tog derop for at opleve, selvom vi da lige kiggede efter om vi kunne finde Jack Sparrow. Vi fandt ham ikke!!
Den Caribiske kyst er ikke egnet til badning på det sted, hvor vi var, så vi nøjedes med at soppe lidt. Det vi var taget derop for, var regnskoven. Vi boede på et hotel / et lodge på en lille tange, hvortil man kun kan komme i enten båd eller fly. På den ene side af tangen er det caribiske hav og på den anden side er der floden og regnskoven.
Markus blev ret så gode venner med hotellets "man in charge of the frogs" / frø-passer: Eric. Han havde en lille have med flotte frøer i fantastiske farver. Markus siger, at det var rødøjede løvfrøer, og det skal han nok have ret i. Ved hotellet var der også en sommerfuglehave, hvor vi så en masse kæmpestore farvestrålende sommerfugle.
Udover disse dyr, som jo på en eller anden måde var "udstillings-dyr", så vi også en boa-slange, små firben, kæmpe leguaner, kolibrier, og en masse mega-edderkopper rundt i hotellets have.
Vi købte et kort over mange af de dyr, der er i den del af Costa Rica, og børnene var begge meget optagede af at finde dyrene og så bagefter finde dem på kortet og se deres (engelske) navne. Børnene var dog også meget optagede af hotellets swimmingpool, så allerede nu er svømmetøjet ved at være godt slidt...
Med i opholdet deroppe var både en sejltur i regnskoven og en gåtur i regnskoven, så det var vi selvfølgelig også med på. Det var helt fantastisk.
Vi tog med på en morgen-sejltur, hvor vi så alle tre forskellige slags aber, som findes i det område. Der var nogle ret dovne brøleaber, nogle hurtige edderkoppeaber som hoppede rundt som om de legede ta' fat og endelig så vi også nogle hvid-hovedede-aber af en slags. Derudover så vi leguaner i forskellige farver og størrelser, forskellige firben fx et Jesus Kristus firben (kan gå på vandet) og en masse, masse forskellige fugle. De flotteste fugle var helt sikkert tukanerne, med deres klare farver og kæmpe-næb.
Der var selvfølgelig også et væld af flotte træer, planter og blomster.
På gåturen gennem regnskoven kunne vi rigtig opleve den kvælende fugtige varme, der er sådan et sted. På meget af turen skulle vi gå på en slags bro, ca 30 - 50 cm over jorden (så den helt vilde, uudforskede regnskov var det ikke), da det simpelthen er for fugtigt og smadret til at gå i bunden. Karoline var så uheldig at glide på broen et sted og falde ned, men heldigvis på et sted, hvor der ikke var vand, men bare lidt mudder under, så vi fik hende hurtigt fisket op igen!
På turen så vi rigtig mange giftige Blue Jeans frøer. De er bitte, bitte små, men meget giftige. Vi så også brøleaber og edderkoppeaber, og ellers nød vi bare at gå rundt i det virvar af træer og planter der var, mens vi lyttede til alle de forskellige dyrelyde der selvfølgelig også er. Det var også en stor oplevelse.
Vi boede deroppe i tre nætter, og vi fik også tid til en gåtur ind til den eneste lille by, der er i området, som ellers kun består af hoteller / lodges. Byen bærer selvfølgelig præg af, at der er en del turister i området, men den var nu ret hyggelig alligevel. Der er få huse, hvor de har gjort lidt ud af, at det skal være pænt og nogenlunde tæt, men langt de fleste huse er skæve, utætte træhuse med bliktag og en masse gammelt ragelse udenom. Dog var der kabel TV ved mange af husene og langt de fleste indbyggere gik rundt med mobiltelefoner i hånden.
Nu er vi så tilbage i San Jose, hvor vi skal have et par overnatninger, så vi kan få fat på en ny oplader til kameraet (den blev stjålet) og ordnet lidt flere småting, før vi tager ud til stillehavskysten, hvor vi vil prøve at finde et sted at bo i en længere periode.

søndag den 13. januar 2008

Vulkanen Arenal


Vi er nu taget op til La Fortuna. En lille by, som ligger ved foden af vulkanen Arenal. Byen ligger ca. 90 km fra San Jose, og det tog 4½ time i en af de lokale busser at nå hertil (16 kr. pr billet). Vi kørte gennem høje bjerge – hvor autoværnet flere steder bestod af nogle bananpalmer og andre steder var der slet ikke noget. På det sidste stykke hertil blev det mere fladt og der var en del kvægdrift. Hvor man derhjemme laver indhegninger af hegnspæle, planter de her træer, som de sætter tråden op på. Det giver faktisk nogle ganske hyggelige områder til kvæget, og alt er grønt, grønt, grønt – bortset fra mange af de blikskure som enten dyr eller mennesker bor i.
Tilbage til vulkanen; Den skulle efter sigende have været i udbrud uafbrudt siden 1968 – ikke med ild og lave sprøjtende ud hver dag, men bare med lidt røg nogle dage. Hvad der kommer ud lige nu ved vi ikke, for vulkanen er helt gemt inde i et tykt skydække. Vi var dog så heldige at skyerne lettede en smule, da vi var en tur i swimmingpoolen (i regnvejr) og vi kunne se stort set hele vulkanen i et øjeblik. Vi håber på lidt mere klart vejr de næste par dage, hvor vi bliver her i området. Her er sådan set varmt nok, men der er meget skyet og lige pludselig vælter det ned med vand i utrolige mængder.
Vi bor på et lille hotel udenfor La Fortuna. Det er en hel lille oase. Vi bor i en lille hytte med fuld udsigt over vulkanen og i haven er der blomster og planter i alle farver. I træerne har vi fået øje på både et dovendyr og en kæmpe leguan.

Lørdag og især søndag har vi rigtig kunnet se vulkanen. Det har været højt, flot solskinsvejr (og Erik har måttet indse, at solcreme ikke kun er for amatører). Flere gange i løbet af dagene har vi klart kunne se, at der kommer røg op ad vulkanen, så der er nok noget om snakken med at den er i konstant udbrud..

Når vi sidder og spiser morgenmad ude på terrassen i den skønne have, kan vi sidde og følge med i, hvordan kolibrierne har travlt med at samle nektar. De er godt nok ikke store sådan nogle kolibrier, men de er til gengæld meget hurtige – vi prøvede i lang tid at tage et billede af kolibrierne, men hver gang vi klikkede på kameraet og forventede at nu havde vi taget et prisvinder billede, så var fuglen fløjet!! – det lykkedes dog at få et par billeder af en kolibri der sidder stille og hviler, før den igen skal samle nektar (se vores billeder).

I området omkring vulkanen er der en masse varme kilder. Det er der selvfølgelig nogle pengestærke hotelejere, der har udnyttet og etableret en masse pools i de varme kilder, og vil man så bade i de varme kilder, så må man selvfølgelig betale hotelejerne for at få lov til det. Det har vi så gjort i dag, og selvom det ikke helt er hvad vi forbandt med varme kilder, så var det alligevel en stor oplevelse at gå rundt i Hotel Baldi’s 25 forskellige pools og mærke de forskellige temperaturer fra kilderne. Det svingede fra 32 grader til 67 grader. Vi tilbragte 5½ time derude så vi springer nok aftens-badet over….

Costa Rica - San Jose


Nu er vi så vel ankommet til Costa Rica. Vi har været et par dage i hovedstaden San Jose. En storby med mange nuancer…
Vi boede på et pænt og rent hotel i et møgbeskidt og nok ikke alt for sikkert kvarter. Hotellets nærmeste naboer var en flok hjemløse, som boede under et træ i en kæmpe papkasse og en masse plasticposer. Vi fik fortalt, at der i San Jose er store problemer med illegale indvandrere fra Nicaragua, og mon ikke det var et par stykker af dem vi boede ved siden af??
Dagen efter vi kom til San Jose gik vi os en lille formiddags-tur i området. Vi var åbenbart kommet lidt tidligt ud af dynerne, for noget af det første vi så var en mand, der lå og sov midt på fortovet halvt nede i en papkasse – og han var ikke den eneste hjemløse vi kom forbi. Nogle sov bare i deres tøj, mens andre lå i papkasser og en enkelt var helt pakket ind i to sorte affaldssække. Det gjorde stort indtryk på begge børnene, at der virkelig er nogle, der slet ingen penge har og som heller ikke har noget sted at bo. Begge syntes også, at vi skulle give de hjemløse nogle af vores penge.
Da vi var i Florida snakkede vi flere gange om, hvor pænt og rent det var langs vejene og ofte så vi mænd gå og samle affald langs motorvejen – de mænd ville nok komme på overarbejde hvis de slog et smut forbi det kvarter vi boede i i San Jose. Hvis der er noget, der hedder dagrenovation i den by, så fungerer det i hvert fald ikke efter hensigten alle steder. På mange gadehjørner ligger affald smidt i store bunker, som man så lige må hoppe over, hvis man skal krydse gaden.
En del af trafikken i området var mænd, der kom trækkende med kærrer med bananer, meloner og andet frugt, som nok skulle sælges fra små gadeboder, hvor sælgere står med lange, lange manchetter (knive) og hugger frugten til i passende størrelser.
Få hundrede meter inde på vores gåtur skiftede gadebilledet helt – der kom pæne, rene butikker, de hjemløse stakler i beskidte laser blev skiftet ud med moderne, rene ticoer (costa ricanere) og affaldsbunkerne på gadehjørnerne blev afløst af små smilende damer som ville sælge diverse lotterisedler.
Karoline syntes til gengæld, at stanken af bilos var værre end stanken fra – hvad det nu var i vores område.
På turen var Erik også inde og blive klippet. En økonomiklip i flere henseender – håret er nu meget kort, så der går lang tid før han igen skal klippes, og klipningen kostede 9 kr. Frisøren skulle ikke risikere noget med at have sin knallert stående ude i kvarteret, så hun havde taget knallerten med ind i salonen, ..nok om den gåtur. Vi havde kun én hel dag i San Jose, men vi er helt sikre på vi vender tilbage.

tirsdag den 8. januar 2008

Sidste dag i Florida - for denne gang!


Så er første stop på rejsen ved at være slut. Vi rejser fra Miami til San Jose i Costa Rica i morgen. Vi har godt nok oplevet meget i Florida på de 9 dage. Siden sidste indlæg har vi bl.a. været i Animal Kingdom og MGM Studios i Disneyworld. Vi har lagt en masse billeder ind fra Animal Kingdom, hvor vi bl.a. var på Safari, så en 3D tegnefilm: "It's a bugs life" og prøvede en ret uhyggelig dinosaur forlystelse, hvor vi dog alle slap mere eller mindre chokerede ud fra igen. Vi var også heldige at se en stor parade med mange af de kendte Disney figurer.

Da vi havde været i MGM Studios i 5 minutter, fandt vi ud af, at vi havde glemt at lade digitalkameraet op, så det blev kun til et enkelt billede, men pyt vi så en masse, bl.a.: "High School Musical 2"-optræden, Indiana Jones optagelser med farlige stunts, et bil-stunt-show med det vildeste kørsel (som ikke engang burnertræf i Spjald kan leve op til) og vi var også en tur ude at flyve i fjerne galakser med Star Wars.

Efter tre dage i Disney synes især vi to ældste, at det var tilpas med Disney for denne gang - der er simpelthen så mange oplevelser at fordøje, at det kan være svært at rumme mere på så kort tid.

Mens vi var i Orlando tog vi også lige en dag, hvor vi bare blev på hotellet og afprøvede poolen, spillede minigolf, legede på legepladser og hyggede os - skønt.

Nu er vi så tilbage i Miami, hvor vi er kommet til at bo i en helt anden bydel, hvor vi rigtig kan fornemme, hvor stor en by vi er i - og hvor mange veje, der er anlagt for at få alle de mennesker flyttet fra det ene sted til det andet. Vi bor mellem en motorvej og en hovedvej, og ikke så langt herfra ligger lufthavnen....

Det første værelse vi fik anvist havde et kæmpe hul i altandøren, så vi gik pænt ned og bad om et andet værelse, og det har vi så fået. Vi skal kun have to overnatninger her, da vi jo som nævnt er på vej til Costa Rica.

I dag har vi været i Everglades Nationalpark. Vi startede ud på en alligator farm, hvor vi var ude at sejle i sumpene i en Air-boat (luft båd) i bedste "Bernhard og Bianca-stil". Vi så også hvor de opdrættede og fodrede alligatorer. Børnene var begge meget optagede af de helt små nyudklækkede unger - og de var da også søde. Blandt de store alligatorer var der flere, der manglede stykker af benene, og vi fik fortalt, at det er meget normalt, at de store alligatorer spiser stykker af de mindre alligatorer!! Godt man ikke er alligator...

Efter besøget på farmen kørte vi ud i det rigtige Everglades. Det er et kæmpe fuldstændig fladt område - Vestjylland kommer jo næsten til at føles som Alperne ved siden af.

Vi var ude at gå en tur i sumpene, hvor vi så skildpadder, alligatorer og en hel masse forskellige langbenede fugle i lidt mere naturlige omgivelser.

torsdag den 3. januar 2008

Orlando


Børnene leger skole ude i vores spabad på hotellet i Orlando, hvor vi nu bor - så der er lige lidt tid til at skrive om de sidste par dage.

Efter nogle varme dage i Miami er vi nu kørt nordpå. Vi er kun kørt ca 300 km, men der er godt nok sket meget på de 300 km. Vi er kørt gennem de mest fashionable kvarterer på Miami Beach, ud gennem fattige forstæder, hvor indbyggerne bor i faldefærdige mobilhomes, som ikke så ud til at kunne klare at Store Stygge Ulv kom forbi og pustede og pustede på dem, vi er kørt gennem flade, flade landskaber og kommet op til Orlando, som byder på 100-vis af attraktioner af enhver art. Turen har også medført et temperaturfald på ikke mindre end 24 grader - Den første hele dag her i området var der kun 4 grader og en ret kraftig blæst!!! (Og vores vinterjakker ligger i København.)
Nok om det. Vi havde egentlig kun regnet med at være her i området 4 dage, men hotellet vi bor på er så godt (og billigt), at vi har besluttet at forlænge opholdet heroppe med to dage. Markus har fundet ud af, at der er minigolf her på hotellet + flere forskellige swimmingpools, så han har næsten haft svært ved at få tid til at komme med i Disneyland og Kennedy Space Center, men da vejret jo ikke ligefrem indbyder til swimmingpools, har vi alligevel valgt at tage ud fra hotellet de første dage.

Onsdag var vi i Magic Kingdom i Disney World. Der var rigtig meget at se på (og rigtig, rigtig mange andre gæster end os). Vi brugte 9 timer derude, og selvom vi nåede at prøve mange af forlystelserne, så var der mange, mange flere som vi ikke nåede!! Vi var bl.a. ude at sejle med Jack Sparrow, ude at flyve med Peter Pan, ude at flyve med Dumbo, ude at køre med Snehvide og så stod vi i kø i 1½ time for at komme ind i Ariels grotte - og da vi kom derind sad Ariel der bare og smilede og man kunne så blive fotograferet sammen med hende, hvilket ingen af børnene ville...!!! Pyt, vi gik så i 3D-biograf og så en fantastisk tegnefilm - det var en stor oplevelse. Da vi skulle til at hjem, var det ved at være mørkt og prinsesseslottet blev oplyst af en masse små julelys - smukt.

I dag har vi været i Kennedy Space Center. Her har vi set en masse rumraketter og rumfærger, set en 3D-film om rumfart, været inde i en rumfærge og de tre ældste har været en tur i en rumfærge-simulator og prøvet at være med i en opsending af en rumfærge.

Ud over de billeder som kan ses her ved teksten, har vi nu lagt et link på vores blog til vores webfotoalbum. (Se i venstre kolonne under links: "Vores billeder"). Alternativt kan de findes på http://picasaweb.google.com/Broede