Vi samler på gode dage, og det er så heldigt, at der ikke er kvote-begrænsning på dem, for vi bliver ved og ved med gode dage :-)
Vi har nu en enkelt dag tilbage her på øen, hvor vi primært har brugt dagene på afslapning, badeture i pool og ved den skønneste strand og en hel del snorkling er det også blevet til. Der er koralrev rundt om øen, så vi kan bare svømme ud i det fra stranden, men vi har også været på to bådture, hvor vi fx idag var ude ved "Turtle-point" hvor vi så et par store havskildpadder og ved "Shark-point", hvor vi svømmede rundt blandt en hel del ret så store hajer (ca 1 meter lange) og derudover har vi set flotte koralrev og tusind- tusindvis af flotte farvestrålende fisk i alle størrelser incl en masse "Nemo-fisk" der svømmer rundt i søanemonerne - samt en leopard-prikket ål.
Erik og Markus har også været en tur ude og dykke - her så de bl.a. en Lion-fish. Mens de var på dykkertur, tog vi andre tre en tur til massage - Skønt.
På toppen af øen er der tre vindmøller, og dem gik vi også op og så på en dag - en lang og meget, meget varm tur gennem skoven, men anstrengelserne blev belønnet med den flotteste udsigt ud over øen.
I morgen, tirsdag, begynder hjemrejsen så småt - vi forlader øen her ved middagstid, og har så en enkelt overnatning i Kota Bahru, hvorfra vi tidligt om morgenen onddag d. 1/8 skal flyve til Kuala Lumpur. Vi forventer så at lande i Hamborg onsdag aften efter en mellemlanding i Dubai.
4/8 2018:
Hjemturen på sammenlagt ca 14 timers flyvning forløb fint, bortset fra, at den ene af vores kufferter blev lidt længere i Dubai end vi gjorde, og da den ankom til Skovsgårdsvænget 1½ døgn efter vi kom hjem, var den ret smadret, men alt indholdet var tilsyneladende kommet med hjem..
Jetlaget er så småt ved at lægge sig, men masser indtryk og dejlige oplevelser fra Malaysia fylder os stadig, og det vil vi ikke klage over.
Vi tænker tilbage på Malaysia som et varmt land med en utroligt smilende, imødekommende og mangfoldig befolkning en storslået, varierende natur, (som de godt kunne gøre lidt mere for at passe på - affald flyder mange steder, fx lige udenfor selv de fine hotellers matrikler) samt masser af spændende dyreliv.
Malayerne kender derimod Danmark som dét land, hvor Viktor Axelsen kommer fra - det var hverken Laudrup, Schmeichel eller Elkjær de spurgte til, men den regerende verdensmester i badminton.
