Børnene leger skole ude i vores spabad på hotellet i Orlando, hvor vi nu bor - så der er lige lidt tid til at skrive om de sidste par dage.
Efter nogle varme dage i Miami er vi nu kørt nordpå. Vi er kun kørt ca 300 km, men der er godt nok sket meget på de 300 km. Vi er kørt gennem de mest fashionable kvarterer på Miami Beach, ud gennem fattige forstæder, hvor indbyggerne bor i faldefærdige mobilhomes, som ikke så ud til at kunne klare at Store Stygge Ulv kom forbi og pustede og pustede på dem, vi er kørt gennem flade, flade landskaber og kommet op til Orlando, som byder på 100-vis af attraktioner af enhver art. Turen har også medført et temperaturfald på ikke mindre end 24 grader - Den første hele dag her i området var der kun 4 grader og en ret kraftig blæst!!! (Og vores vinterjakker ligger i København.)
Nok om det. Vi havde egentlig kun regnet med at være her i området 4 dage, men hotellet vi bor på er så godt (og billigt), at vi har besluttet at forlænge opholdet heroppe med to dage. Markus har fundet ud af, at der er minigolf her på hotellet + flere forskellige swimmingpools, så han har næsten haft svært ved at få tid til at komme med i Disneyland og Kennedy Space Center, men da vejret jo ikke ligefrem indbyder til swimmingpools, har vi alligevel valgt at tage ud fra hotellet de første dage.
Onsdag var vi i Magic Kingdom i Disney World. Der var rigtig meget at se på (og rigtig, rigtig mange andre gæster end os). Vi brugte 9 timer derude, og selvom vi nåede at prøve mange af forlystelserne, så var der mange, mange flere som vi ikke nåede!! Vi var bl.a. ude at sejle med Jack Sparrow, ude at flyve med Peter Pan, ude at flyve med Dumbo, ude at køre med Snehvide og så stod vi i kø i 1½ time for at komme ind i Ariels grotte - og da vi kom derind sad Ariel der bare og smilede og man kunne så blive fotograferet sammen med hende, hvilket ingen af børnene ville...!!! Pyt, vi gik så i 3D-biograf og så en fantastisk tegnefilm - det var en stor oplevelse. Da vi skulle til at hjem, var det ved at være mørkt og prinsesseslottet blev oplyst af en masse små julelys - smukt.
I dag har vi været i Kennedy Space Center. Her har vi set en masse rumraketter og rumfærger, set en 3D-film om rumfart, været inde i en rumfærge og de tre ældste har været en tur i en rumfærge-simulator og prøvet at være med i en opsending af en rumfærge.
Ud over de billeder som kan ses her ved teksten, har vi nu lagt et link på vores blog til vores webfotoalbum. (Se i venstre kolonne under links: "Vores billeder"). Alternativt kan de findes på http://picasaweb.google.com/Broede
2 kommentarer:
Hej med jer rejselystne venner :-)
Det er rigtig dejligt at kunne følge med i jeres tur. Skønne billeder. Vi er sikre på det blever en mindeværdig tur for jer alle.
Knus herfra Galten
skønt-spændende - bare lidt misundelig
Fortsat god tur - glæder meig til at følge jer.
Knus Elna
Send en kommentar