lørdag den 21. juli 2018

Taman Negara– verdens ældste regnskov

Nu er vi kommet tre timers flod-sejlads ind i regnskoven. På sejlturen herud så vi både aber, enkelte flotte fugle og en hel del kvæg, der lå og kølede af i floden. 

I går var vi først ude og gå en lang tur – op i 340 meters højde til to udkigspunkter over regnskoven for derefter at gå på hængebroer 45 meter over skovbunden. Jeg tror da lige vi fik svedt nogle liter sved af undervejs – puhh, det var hårdt, men spændende at gå i regnskoven, selvom vi ikke så ret mange dyr udover lidt kryb, bl.a. en myre, der angreb (og vandt over) en meget grøn edderkop. Til gengæld spottede Andreas allerede den første aften 100 firben på vores hotel..

Senere var vi på en ”Rapid shooting” sejltur på floden - hvor de satte ekstra gas på de både vi ellers sejler med, fik båden til at gynge så det sprøjtede ind over os for derefter at sejle helt tæt op ad en lignende båd, hvor skipper eller guide så satte en pagaj i vandet og sprøjtede vand på os med det resultat, at. Vi var totalt gennemblødte, da vi nåede ud til en landsby, hvor regnskovens indfødte stammefolk lever. I landsbyen fik vi demonstreret, hvordan de tænder ild uden lighter og hvordan folket jager (med pusterør og giftpile).


Derudover fortalte de om hvordan folket lever derude. Fx hvordan de ”begraver” deres døde; de pakker liget ind i bark fra et bestemt træ, tager liget med 2-4 km ind i regnskoven, hvor de finder et passende sted mindst 4 meter oppe i et træ, hvor de bygger ”et hus” som de lægger den døde i. Derefter gør de rent i en radius på 3 meter omkring træet. Så tager de hjem til landsbyen, hvor den afdødes familie flytter over på den anden side af floden i ca. 8 måneder. Dette for at sikre, at den afdøde ikke kommer og ”henter et familiemedlem mere” samt for at forlade det sted, som minder familien om den afdøde. Når familien flytter tilbage, går de ud til træet med deres afdøde familiemedlem for at se, om vedkommende var et godt eller et dårligt menneske. Dette viser sig ved, om kraniet er faldet ned og ligger ved træets fod (så var afdøde et dårligt menneske) og hvis kraniet ikke er ved træets fod, er det tegn på, at sjælen/ånden er kommet i himmelen og afdøde var et godt menneske.





   

I aften skal vi på nattevandring i junglen – håber vores sko bliver tørre efter gårsdagens sejltur...  


Nattevandringen i regnskoven er nu vel overstået. Der var desværre ikke nogen store dyr at se, men det var vi forberedt på, da det er højsæson for turister, nu hvor det er tørtid – og højsæson for store dyr nær beboelserne er i regntiden. Men vi fik set både store og små edderkopper, slanger, kæmpe-skolopender, vandrende pinde og skorpioner. Andreas kunne have gået i regnskoven i flere timer, men vi skulle med en båd over på vores side af floden, så den gik ikke.

Ingen kommentarer: