fredag den 27. juni 2014

Ankomst til Bangkok

Efter en fin 10 ½ times flyvetur, (hvoraf Markus brugte de 9 på at se film og spille spil på de dertil indrettede skærme i nakkestøtten på sæderne i flyveren), er vi nu vel ankommet til hektiske Bangkok.
 Vi har brugt dagen i dag på at gå rundt og kigge på og fornemme atmosfæren i byen – og på at få en god middagssøvn, da vi er fem timer foran jer derhjemme, og ingen af os fik sovet for meget i flyveren, så med alle de indtryk vi har fået, blev vi nødt til at lægge os lidt.
Bangkok har efter sigende ca 14 millioner indbyggere, og de sidder tydeligvis ikke bare hjemme i hver deres huse, for hold nu op, hvor er der meget trafik – både støj og os. Flere går rundt med masker for mund og næse, og på vores gåture og tuk-tuk-ture gennem byen har vi da også erfaret, at det er der god grund til.
Vi har været en tur ved floden, ude i de markeds-agtige gader, i ”kopi-indkøbscenter” med ALLE tænkelige varer i kopi-version , i parken og se på masser chaichi-udøvende mennesker, masser af egern og en enkelt kæmpemæssig larve / tusindben, eller hvad det nu var, vi har kigget på en håndværker, der klatrede rundt i femte sals højde på et bambus-stillads for at pudse lidt på en husfacade og vi har prøvet at køre i ”sky-train” (metro over jorden).
I morgen skal vi på en guidet tur og bl.a. se det flydende marked, hellige fisk, store templer og meget mere.


Ingen kommentarer: