Så er vi kommet hjem igen og har dermed igen let adgang til en computer, så nu må det være på tide at få skrevet lidt om Florida.
Vi lagde ud med en uge på en campingplads på vestkysten i Florida - mellem Naples og Marco Island. Det var en rigtig god campingplads, hvor vi havde lejet en lille bitte hytte. Derfra vi kunne sidde og se på amerikanernes kæmpestore campingbusser og fede biler.
På pladsen var der en dejlig opvarmet pool, så vi lavede egentlig ikke helt vildt meget i den uge udover at nyde det dejlige vand de dage, hvor solen var rigtig fremme. (Vejrudsigten meldte "thunderstorm" 3 af dagene mens vi var der, men amerikanske meterologer kan åbenbart også tage fejl, så thunderstormen må vi have tilgode..)
Det bedste på pladsen var dog, ifølge børnene, at der var både bæltedyr og vaskebjørne, som vi var heldige at se flere aftener.
Udover at være på campingpladsen, var vi også en tur på en meget hvid strand med millionvis af flotte muslingeskaller, i Fort Meyers, i forskellige indkøbscentre og vi var så heldige at komme forbi et cirkus, hvor vi var inde og se en rigtig flot forestilling.
Efter en uge med en masse afslapning kørte vi sydpå til Key Largo - den nordligste af "The Keys". Udfor øen ligger verdens tredie største koralrev, så det var vi jo lige ude og kigge lidt på. Hele familien tog med på en tur i en båd med glasbund, hvorfra vi kunne se en hel del indtil vi (ihverfald vi to voksne) begyndte at blive lidt søsyge - det er vist ikke sundt for landkrabber at sidde indenfor og kigge ned i et hul mens båden vipper.... Erik fik ikke set så meget, så et par dage senere tog han Markus med ud og snorkle ved revet - og det var en stor succes.
Vi kørte også en tur ned på Key West, hvor der var rigtig dejligt og en helt speciel stemning. Vi var en tur på piratmuseum og i Ripleys "Belive it or not". Især Ripleys imponerede børnene meget - vi undrer os stadig over kineseren der var født med to pupiller i hvert øje, over manden, der kunne hoppe på hovedet op og ned af trapper og over manden uden ben, som kunne løbe lige så stærkt på hænder som vi andre kan løbe på almindelig vis...tro det eller lad være.
En anden dag var vi i "Theater of the Sea", hvor vi så både delfin-, søløve- og papegøjeshows og børnene prøvede at male med en søløve og en delfin og prøvede at røre ved dem / få knus og kys..(se billeder). En meget stor oplevelse for dem begge.
Ellers bød ugen på en del ture i swimmingpoolen, en tur i et kæmpe outlet center og en tur på South Beach i Miami - en rigitg god afslutning på en helt fantastisk rejse.
Nu er vi så kommet godt hjem igen (til en rigtig fin pyntet indkørsel, dansk mad osv.), og vi vil nu bruge lidt tid på at fordøje alle indtrykkene og oplevelserne, mens vi lader op til en lidt mere almindelig hverdag..
1 kommentar:
VELKOMMEN HJEM :-) dejligt i er hjemme igen - og mange tak for beskeden.
Vi håber snart I vil ses.
mange knus os i Galten
Send en kommentar