tirsdag den 4. marts 2008

Cuzco


Efter opholdet i regnskoven fløj vi til Cuzco. Byen ligger i ca 3300 meters højde over havet, så det er lidt andre luftlag end vi er vant til. Dette medførte en smule hovedpine det første døgns tid, men vi tog den så bare med ro, og nu er vi alle ved at være friske igen.
Cuzco er en vildt spændende by at gå rundt i. Den ene flotte katedral afløser den anden inde omkring den centrale plaza. På selv plaza, som er en slags park, sidder kvinderne og strikker mens børn iført flotte varme "Peru-huer" fodrer duerne. På gaderne myldrer kvinder i lag på lag nederdele, varme cardigans, bowlerhatte og med farvestrålende tørklæder, (hvori de bærer alt fra børn til brænde til kakkelovnen) svunget over skuldrene rundt. Den ene souvenir-sælger efter den anden kommer forbi og tilbyder dukker, huer, armbånd, postkort m.m. og hvis man kommer til bare at smile lidt til dem, så følger de gerne med en langt ned af gaden. Imens kører mændene rundt i biler og på knallerter og dytter så snart der er en lejlighed til det. Indtryk er der nok af.
Vi havde to overnatninger i Cuzco i denne omgang, så det var ret begrænset, hvad vi nåede mens vi var der, men vi kommer tilbage om nogle få dage.
Det blev dog til et besøg i den store imponerende katedral. Der var guld, sølv og glimmer over det hele.
Vi var også ude at køre en by-rundtur i en gammel sporvogn, der var bygget om til en bus. Vi var bl.a ude og se en kæmpe Jesus Kristus statue, der står på et af bjergene, der omgiver byen (troede egentlig det var Rio der havde det vartegn, men man må vel godt låne lidt). Vi så også nogle mure, som er bevaret helt tilbage fra inka-tiden - kæmpestore sten hugget ud og sat sammen, så der ikke kan sættes spidsen af en blyant ind imellem...
Vi var i Cuzco længe nok til at opleve, at der også er meget stor fattigdom midt mellem de flotte gamle bygninger. Den første aften var vi paa pizzaria og spise, og vi havde ikke mere end rejst os fra bordet, før en kvinde stod og bad om resterne fra vores pizza. Mens vi spiste morgenmad på hotellet kom der også kvinder forbi og tiggede, og tjenerne gik ud og gav dem lidt frugt.

Ingen kommentarer: