lørdag den 2. februar 2008

Lidt mere Manuel Antonio

Vi vil lige gøre Manuel Antonio færdig... Mens vi var derude, tog vi på en sejltur med The Big Pink Panter. En kombineret snorkel-, strand- og delfin-tur. Der var ikke ret mange med på turen, så vi blev rigtig vartet op - skønt. Vi startede ud med at snorkle, det var ikke noget stort rev, men der var en masse farvestrålende fisk. Markus var helt vild med det, og Karoline mente også, at hun så nogle fisk, selvom hun ikke ville have snorkel og maske på Derefter sejlede vi længere væk fra kysten, for at kigge efter delfiner - og vi så en masse. De svømmede rundt om båden, hoppede op over vandet og legede lige rundt om os, det var en stor oplevelse.
Så gik turen om til en øde strand, hvor kokken tilberedte aftensmad til os - friske fisk, hvilket det meste af familien satte stor pris på. Så var turen ved at være slut - vi manglede bare at sejle tilbage mens solen gik ned over havet - fantastisk.
En anden dag tog vi på tur op til en sommerfuglehave, hvor der var en masse forskellige flotte sommerfugle som fløj rundt mellem smukke blomster, det var ren idyl. Vi havde en guide med rundt, og vi stod og så på, mens en sommerfugl kom ud af pubben - det havde vi ikke lige oplevet før.
Om aftenen gik vi med på en guided tur i samme skov - ikke lige i sommerfuglehaven, men lige udenfor, og her så og hørte vi hvordan frørne vågnede op lige efter solnedgang. Vi så rigtig mange forskellige frøer (også nogle giftige), tre forskellige slanger, hvoraf en var meget giftig. Vi var også inde i et område, hvor der var indespærrede slanger, krokodiller og caimaner (krokodille-wanna-bees).
Det var meget spændende at gå i skoven når det var mørkt og lytte til de mange lyde, men da to af vores lommelygter satte ud, ville især Markus gerne tilbage til lidt mere civiliserede områder.
Før vi tog fra Manuel Antonio, blev vi nødt til at tage op i skoven / sommerfuglehaven igen, for børnene var helt vilde med det. I dagslys var skoven også meget spændende, og vi var så heldige, at vi fik øje på et tretået dovendyr, som synes, at vi var ligeså spændende som vi synes den var. Vi stod ca en halv time og kiggede på hinanden, hvorefter dovendyret tog sig en gang frokost og lagde sig til at sove - facinerende.
Nu er vi så taget videre til Sámara -en anden lille by ved Stillehavs kysten - mere herom senere.

Ingen kommentarer: