tirsdag den 8. januar 2008

Sidste dag i Florida - for denne gang!


Så er første stop på rejsen ved at være slut. Vi rejser fra Miami til San Jose i Costa Rica i morgen. Vi har godt nok oplevet meget i Florida på de 9 dage. Siden sidste indlæg har vi bl.a. været i Animal Kingdom og MGM Studios i Disneyworld. Vi har lagt en masse billeder ind fra Animal Kingdom, hvor vi bl.a. var på Safari, så en 3D tegnefilm: "It's a bugs life" og prøvede en ret uhyggelig dinosaur forlystelse, hvor vi dog alle slap mere eller mindre chokerede ud fra igen. Vi var også heldige at se en stor parade med mange af de kendte Disney figurer.

Da vi havde været i MGM Studios i 5 minutter, fandt vi ud af, at vi havde glemt at lade digitalkameraet op, så det blev kun til et enkelt billede, men pyt vi så en masse, bl.a.: "High School Musical 2"-optræden, Indiana Jones optagelser med farlige stunts, et bil-stunt-show med det vildeste kørsel (som ikke engang burnertræf i Spjald kan leve op til) og vi var også en tur ude at flyve i fjerne galakser med Star Wars.

Efter tre dage i Disney synes især vi to ældste, at det var tilpas med Disney for denne gang - der er simpelthen så mange oplevelser at fordøje, at det kan være svært at rumme mere på så kort tid.

Mens vi var i Orlando tog vi også lige en dag, hvor vi bare blev på hotellet og afprøvede poolen, spillede minigolf, legede på legepladser og hyggede os - skønt.

Nu er vi så tilbage i Miami, hvor vi er kommet til at bo i en helt anden bydel, hvor vi rigtig kan fornemme, hvor stor en by vi er i - og hvor mange veje, der er anlagt for at få alle de mennesker flyttet fra det ene sted til det andet. Vi bor mellem en motorvej og en hovedvej, og ikke så langt herfra ligger lufthavnen....

Det første værelse vi fik anvist havde et kæmpe hul i altandøren, så vi gik pænt ned og bad om et andet værelse, og det har vi så fået. Vi skal kun have to overnatninger her, da vi jo som nævnt er på vej til Costa Rica.

I dag har vi været i Everglades Nationalpark. Vi startede ud på en alligator farm, hvor vi var ude at sejle i sumpene i en Air-boat (luft båd) i bedste "Bernhard og Bianca-stil". Vi så også hvor de opdrættede og fodrede alligatorer. Børnene var begge meget optagede af de helt små nyudklækkede unger - og de var da også søde. Blandt de store alligatorer var der flere, der manglede stykker af benene, og vi fik fortalt, at det er meget normalt, at de store alligatorer spiser stykker af de mindre alligatorer!! Godt man ikke er alligator...

Efter besøget på farmen kørte vi ud i det rigtige Everglades. Det er et kæmpe fuldstændig fladt område - Vestjylland kommer jo næsten til at føles som Alperne ved siden af.

Vi var ude at gå en tur i sumpene, hvor vi så skildpadder, alligatorer og en hel masse forskellige langbenede fugle i lidt mere naturlige omgivelser.

1 kommentar:

hth sagde ...

Hej Erik og Co.

En hilsen fra Benzinafdelingen :o)
Vi nyder din julegave, dejlig chokolade, som vi mente kunne gå hen og blive dårlig inden du kom tilbage!
Håber i alle har det og nyder turen.
Regn og slud hilsner fra os alle.